Header credits: Vinnie Pierce "Running and jumping"

 STAMTAVLE

UDSTILLING

LINKS

GÆSTEBOG

BILLEDER

Dhana er født den 3. april 2012. Hendes mor Maitri's Lukla, har vi kendt siden hun var helt lille og hun har en stor plads i vores hjerter. Vi er derfor meget glade for at byde velkommen til hendes datter. Vi håber hun vokser op og bliver lige så dejlig, fræk, sjov og smuk som sin mor. Hendes far Koda (E'Tscho-go-la Reting Sangmo La Mani) havde vi æren af at hilse på da Lukla skulle parres. Han er en dejlig, smuk og meget meget sød Tibetaner. 

Egentlig havde vi planlagt at hun skulle hedde Dakini. Men eftersom vi ikke havde besluttet os om det skulle være hende eller hendes søster Dharma, der skulle bo hos os da stamtavlerne skulle laves, så blev vi enige med Susan og Jesper om at de skulle kalde dem noget andet på stamtavlen og så kunne vi altid lave det om. Dhana betyder rigdom/skat og det er jo præcis hvad hun er for os, så nu synes vi alligevel ikke hun kan hedde andet. Desuden kender hun allerede sit navn og kommer når man kalder.

Tusind tak Susan og Jesper, for at den skønne prinsesse må bo hos os.

 

*

Da det er blevet lidt for besværligt at opdatere denne hjemmeside, har jeg i stedet lavet en blog. Du finder den her

*

 

*

Torsdag den 19. september 2013: I dag har vi været på endnu en tur med Susan og Lukla, men denne gang skulle vi ikke på udstilling. Nææ i dag stod der hundevelvære på programmet. Vi tog turen til Hinnerup, hvor Magtor og Christian Hembo holder til. Susan og Lukla har været der før, mens det var første gang for os. Men det er bestemt ikke sidste gang. Christian startede med at se på Lukla, som han jo kendte i forvejen. Bagefter bød han på gode og lækre kyllingegodbidder så Dhana og han blev hurtigt gode venner. Han fik Dhana på bordet og begyndte at mærke på hende. Han spurgte om hun på et tidspunkt havde trukket på det ene forben. Jo for et par måneder siden havde hun da et par dage, hvor hun haltede lidt. Det viste sig hun havde en fibersprængning. Så tror da pokker hun ikke har villet ligge på den side, når hun skulle børstes. Da han havde mærket resten igennem og rettet op på et par småting, sluttede han af med at give hende laserterapi. Hun tog det bare super flot, og så ud til at nyde behandlingen. Nu gælder det om at holde hende i ro et par dage og så har vi en ny tid om 14 dage. Jeg er sikker på vi kan mærke en forskel på hende selvom hun er temmelig træt lige nu. Magtor har også en butik med alverdens gode sager. Lækre godbidder, foder, gode træningsredskaber, liner, dækkener fra Back on Track osv. Mon ikke der kommer lidt mere med hjem næste gang end de godbidder vi købte i dag.

Mor Lukla og Dhana

Lukla får sin behandling

"Ihh det dufter godt det du har der"

Så er det Dhana's tur

Laserterapi

*

Lørdag den 14. september 2013: I dag har vi været på tøsetur med Susan og Lukla igen. Denne gang til Ørnhøj, hvor TT klubben holdt udstilling. Udover dommeren var der også dommeraspirant, så vi blev rigtig testet i dag.  Dhana var glad, gik rigtig fint og var meget opmærksom på mig.  Desværre var dommeren ikke helt tilfreds med hendes overlinje, men det blev til Excellent og nr. 2 i juniorklassen. Nr. 1 blev Maj-Britt's dejlige Zelma, som endte med at blive BIR. Stort tillykke herfra. Mor Lukla havde også en super dag og vandt åben klasse tæver med Excellent og CK og endte som 4. bedste tæve med reserve cert. Stort tillykke til jer også. Efter udstillingen var Tibetanerklubben vært ved en "sportsbolle". Tusind tak til alle for en super hyggelig dag. Billederne er taget af Susan-TAK :-)

*

Søndag den 25. august 2013: Uha det er længe siden hjemmesiden er blevet opdateret. Vejret har været alt for godt til at sidde inde og tiden går alt for hurtig. Vi har haft en skøn sommerferie som desværre også gik alt for hurtig. Men sådan er det vist generelt med ferier. I dag har Susan, Lukla, Dhana og jeg været på udstilling i Varde. Det var super hyggeligt at følges med de to igen. Dhana's kritik kan ses på hendes udstillingsside. I går aftes var vi en tur ved Ulbjerg klint. Dhana er blevet ret glad for vand og elsker når vi kaster pinde hun skal hente. Se en lille video af hende ved at trykke på billede nr. 1

*

Søndag den 19. maj 2013: Vi har passet Dhana's mor Lukla et par dage, mens Susan og Jesper har været på Pinsetur. Det har været super hyggeligt. Sikke der er blevet leget og hygget i det skønne vejr i haven. Vi kommer helt sikkert til at savne hende, nu hun er taget hjem. Det er så sjovt at se hvor meget Dhana ligner sin mor i væremåde. Og deres lyde er også ens. Jeg har haft svært ved at høre forskel. Nå ja og så fik vi jo lige bevis på, at det med at gå på borde, åbenbart er noget der ligger i generne ;-)

*

Onsdag den 3. april 2013: ♫ Dhana har fødselsdag for det har hun jo og det er i dag..♪♫♪ I dag kan Dhana og hendes søskende fejre deres første fødselsdag. Stort tillykke til dem alle 4. Selvfølgelig skinner solen. Tusind tak Susan og Jesper, for denne smukke, dejlige, tossede, stædige, kærlige, vidunderlige Tibbetøs. Hvad skulle vi dog gøre uden hende

Tid til at pakke gave op

Ihh det var en god gave. Bamser kan man aldrig få nok af

Men en pind er nu heller ikke det værste..

*

 

Søndag den 31. marts 2013: Vi har holdt store vaskedag i dag. begge hunde og de 3 katte har alle været i bad. Dejligt når det er overstået. Efterfølgende hyggede hundene sig i haven i det skønne vejr og det lykkedes mig at fange Dhana med kameraet.

*

Fredag den 29. marts 2013: På onsdag bliver Dhana og hendes søskende et år. Derfor havde vi i dag inviteret dem alle samt mor Lukla og deres familier til børnefødselsdag. Sikke en skøn dag. Vi startede med at gå en tur og bagefter kom alle hundene hjem i haven, hvor de tumlede og hyggede sig. Imens fik jeg lavet kaffen klar. Susan havde bagt de lækreste boller og jeg havde lavet lagkage til både store og små. Begge dele faldt i god jord. Både Susan, Jesper og Hanne havde gaver med, så der blev pakket op i stor stil. Mor Lukla og Zigsa hjalp til, hvor de fik lov. De elsker begge at pakke gaver op. Tusind tak til alle fordi I gad køre til Skals og gøre det til en helt fantastisk dag for både 2- og 4-benede.

Først en fælles gåtur. Foto Jesper Durup, Durupfoto.dk

Så fri leg i haven (Lukla, Dharma, Dorje, Dhana og Diki). Foto Jesper Durup, Durupfoto.dk

Mor Lukla har snuppet Dhana's klov og hun forsøger ihærdigt at fange hende. Foto: Jesper Durup, Durupfoto.dk

Lagkagen til de 4-benede med hytteost og tun samt cocktailpølser og hundeguffer

Fine gaver fra Susan og Jesper

Der pakkes op :-)

*

Lørdag den 23. marts 2013: Sne, sne, sne. Selvom det burde være forår ifølge kalenderen, så er der faldet sne næsten hver dag hele ugen. Men i dag er det tørvejr, frost og solskin. En smuk dag med blå himmel. Vi har været en tur i skoven med hundene. Det var koldt, men dejligt. Dhana er ikke blevet træt af sneen endnu. Hun elsker at drøne rundt i haven og hun tog en god tur i skoven også. Om 1 1/2 uge fylder hun 1 år. Utroligt så hurtigt det er gået. Vi har inviteret hendes mor og søskende med deres ejere en dag i påsken, så vi kan fejre dem. Det glæder vi os meget til. Vi synes Dhana har vokset sig stor og smuk                             Klik på det øverste billede for at se en lille video af hende i sneen

*

Torsdag den 31. januar 2013: Vi har fået smoothie og Dhana ville gerne smage. Hold op hendes tunge kunne blive lang for at nå bunden af glasset. Bagefter var det nødvendigt med et bad. Inden jeg tørrer hende med føntørreren, plejer hun at få lov til at drøne lidt rundt. Og det skal jeg love for hun gør. Op i sofaen og ned igen. Da jeg var færdig med at tørre, fik vi taget nogle nye billeder af hende. Næsten 10 måneder er hun nu. Sikke tiden iler.

*

Lørdag den 26. januar 2013: Zigsa har fødselsdag og pigerne har fået lagkage med flødeskum. Det er vist godt jeg har bestilt en ny portion shampoo.

*

Tirsdag den 15. januar 2013: Jubiii der er kommet sne. Masser af sne. Ja jeg kan jo sagtens nyde det nu hvor jeg stadig er sygemeldt og ikke skal ud at køre. Og hundene, de nyder det i stor stil. Bare at se hvordan de hopper rundt og leger, det gør mig så glad. Ville gerne have haft videokameraet klar da Dhana blev lukket ud her til morgen. Hun gik i sne til maven og kunne ikke komme til at sætte sig for at tisse, så det blev stående med spredte ben og det ene ben lidt løftet. Det så virkelig sjovt ud. Senere var de begge i haven og har fået sneen trampet ned de fleste steder. Ihh hvor de hyggede sig. Måtte ud med kameraet og få taget lidt billeder. Da der lå sne i december, havde Dhana benet i bandage, så det er første gang hun virkelig får lov at lege i sneen. Heldigvis har benet det fint og hun må gerne bruge det igen. Vi passer dog stadig på det ikke bliver for vildt når de leger sammen.

Credits: Adelina Design: Winterfest. & somethingbluestudios.com

Angrib...

*

GODT NYTÅR

*

December 2012: Jeg er kommet bagefter med at opdatere hjemmesiden. Det skyldes at jeg i starten af december var igennem en større operation. Mens jeg var på hospitalet blev Dhana passet hos Susan og Jesper og der er ingen tvivl om hun blev passet som en prinsesse. Desværre blev det værre med hendes knæ og da jeg igen var hjemme, var det hendes tur til en operation. Det gik heldigvis fint og hun er ved at være fit for fight igen. Den største udfordring har været at holde hende i ro. Der kom mere sne, men med benet bundet ind og forbud mod at tumle, måtte hun nøjes med at se Zigsa muntre sig. Men ingen tvivl om hun har fundet ud af, at snevejr er Tibbevejr.                                                                                Min mor har været en tur i Finland og bl.a. besøgt julemandens værksted, hvor hun købte juledækkener med hjem til pigerne. Så der skulle naturligvis tages billeder til julekort. Glædelig jul.

*

Lørdag den 1. december: Så er vinterens første sne faldet. Dhana har aldrig set sne før, men hun var nu ikke synderligt imponeret. Jeg er sikker på hun bliver vild med det, når der først ligger store driver. Zigsa elsker det og kan slet ikke få nok af at være ude. Desværre har Dhana fået et dårligt knæ og skal holde sig i ro. Ikke nemt når man er 8 mdr. gammel, har krudt i bagen og elsker at lege med søster Zigsa. Så pt. kommer de i haven en ad gangen til stor fortrydelse for dem begge.  

*

Søndag den 4. november 2012: Dhana har været på udstilling i Herning både lørdag og søndag. Hun fik flotte udtalelser og SL bedste hvalp begge dage. Bedst af alt så hyggede hun sig og viste sig fint frem i ringen.

Dhana bliver gjort klar til ringen. (tryk på billedet og se en video af hende)

*

Søndag den 28. oktober 2012: Det har været en herlig weekend i hundenes tegn. I går havde Susan og Jesper inviteret til hvalpetræf. Vi mødtes alle 4 hvalpe og deres familier hos familien Durup. Her hyggede vi os med kaffe og Susans lækre hjemmebag og masser af god snak. Susan viste os hvordan man børster en Tibbe. Ihh hvor er mor Lukla bare dygtig til at ligge stille og blive børstet. Håber Dhana bliver lige så god til det for Zigsa har aldrig lært at ligge ned og slappe af når vi børster og det er altså noget nemmere at komme til alle steder med en hund der ligger stille. Tak til Susan, Jesper, Sherpa og Lukla samt Dharma, Diki, Dorje og deres familier for en super hyggelig eftermiddag. I dag har vejret været skønt. Hundene har tumlet i haven og nød en frostklar morgen med solskin. Senere på dagen nåede vi en tur i skoven.

*

Søndag den 2. oktober 2012: I denne weekend har Dhana og jeg deltaget i et kursus med Gerard O'Shea. Sidste år var jeg afsted med Zigsa på grundkurset. I år blev kurset holdt 20 minutters kørsel herfra i Indog hallen i Tjele. Det var endnu et super godt kursus. Vi fik lært en hel masse nyt og fik inspiration til at træne nye teknikker for at få endnu mere drive og glæde med ind i udstillingsringen. Dhana var dog lige ung nok til at deltage på fortsætter kurset og vi måtte stoppe før tid og se på de sidste par timer. Hun var simpelthen for træt. Susan og Lukla skulle også have været med, men desværre gik Lukla i løbetid og måtte derfor ikke deltage. Susan tog heldigvis med alligevel uden hund og hun synes hun fik en masse ud af, at se på og lytte. Hun havde kameraet med og tog både billeder og video, men desværre var lyset i hallen ikke særlig godt at tage billeder i. Nogle få kunne Jesper dog redde med billedredigering.

Foto: Susan Durup

 

*

Søndag den 7. oktober 2012: I dag havde Hanne og Diki inviteret på gåtur i Brædstrup. 14 Tibbere og deres mennesker havde meldt deres ankomst. Desværre måtte Vivian og Dharma blive hjemme, men både mor Lukla, far Koda, Dorje og Diki var der. Desværre tænkte vi ikke på at få taget familiefoto inden vi gik tur, så de så ikke ligefrem pæne ud, da vi fik det taget efter gåturen. Til gengæld lignede de nogen, der havde haft det sjovt og det er jeg sikker på de også havde. Det var en dejlig tur på trods af vejret. Efter turen var der sørget for proviant til både to- og firbenede. Hanne havde bagt lækre boller og Susan havde lavet de fineste cupcakes for at fejre hvalpenes 1/2 fødselsdag. Mums det var lækkert. Tak til alle for en dejlig eftermiddag.

 

Diki, Dhana, Lukla, Dorje og Koda

*

Mandag den 17. september 2012: I dag har vi været ude og svømme med hundetræningsholdet. Vi mødtes i Funder Kirkeby hos Tollund hundepension, der har et dejligt opvarmet hunde svømmebassin. Hundene kom ind på skift, blev skyllet  og svømmede nogle få ture, én ad gangen. Dhana synes vist det var ok, da hun først var kommet i. Jeg havde desværre kun mobiltelefonen med til at tage billeder. Da hun var kommet op og var blevet vasket og tørret, gik vi udenfor. På en mark overfor gik nogle køer, som var meget interesserede i hundene. Dhana syntes de var spændende, men også meget store og lidt farlige. Så blev hun pakket ind i et tørt håndklæde og vi kørte hjem igen. Det er bestemt ikke sidste gang vi har været til hundesvømning.

*

Søndag den 16. september 2012: Vi har været på udstilling i Vejen både i går og i dag. Begge dage er det gået fint. Særdeles lovende synes dommerne hun er. Dejligt. Men det har været nogle hårde dage. 2 timers kørsel hver vej trætter både hund og fører. Hun har ikke været så meget "på" som hun plejer. Derfor valgte vi også at køre hjem i dag, frem for at vente 3 timer på at komme i store ring. Forhåbentlig får vi chancen en anden gang og jeg vil hellere have, at hun har haft en god oplevelse. Men hvor er det skønt at hun bare lægger sig ned og sover i teltet. Hun slapper helt af uanset om hun ligger på trimmebordet eller i sin transportkasse. I går var Susan med og tog nogle billeder af os. Det var som altid hyggeligt at følges med hende og Dhana var helt oppe at ringe over det. Det var lige før Susan fortrød hun ikke havde taget vandfast mascara på, så mange kys fik hun Vi glæder os til mor Lukla også skal med igen.

Dhana slapper af i teltet

Foto: Susan Durup

Foto: Susan Durup

Dommer Harry Vella, Malta. Dhana BIR baby. Foto: Birgit Nielsen

*

Lørdag den 8. september 2012: I dag tog vi en tur til Dollerup og gik Inderøen rundt. Pigerne fik lov at løbe løs det meste af  turen så der blev løbet og tumlet en del. Vi forsøgte at fange dem med kameraet, men det var ikke nogen nem ting :-) Lidt billeder blev det dog til, mere eller mindre vellykkede.

*

Søndag den 2. september 2012: I dag har vi været på Mols, hvor Tine havde arrangeret tibbetravetur. Vi var en flok på 11 hunde og 9 ejere, der mødtes for at gå tur i de smukke omgivelser omkring familiens sommerhus. Den ene af de 11 hunde var Dhana's bror Dorje. Hvor var det dejligt at se ham igen. Han er også vokset meget, men han er dog stadig den lille af de to. De skulle lige have sat på plads, hvem der skulle bestemme, men så legede de og hyggede sig resten af dagen. Dorje er en vandhund ligesom bror Diki, så da vi kom ned til stranden, tog han sig en ordentlig svømmetur. Zigsa og Dhana skulle som sædvanligt ikke nyde noget. Tak for en dejlig dag.

*

Søndag den 26. august 2012: I går havde Dhana sin udstillingsdebut og hvilken en. 2 x Særdeles Lovende, 1. plads, Bedste Baby. Hvor er jeg bare glad og stolt. Hun gik super fint og havde det sjovt. Hun stod stille på bordet mens dommeren mærkede på hende og kiggede tænder, selvom hun til ringtræning plejer at lave alle mulige former for undvigelses manøvrer. Hun hyggede sig og mellem udstillingerne valgte hun, at tage en lur i min udstillingstaske. Skønt at hun tog det så flot. Susan var med for at se sin "førstefødte" og hun var mindst lige så glad og stolt som jeg. Stort tillykke til Susan og Jesper. Vi glæder os til næste udstilling, som allerede er om 3 uger i Vejen.                                                            Zigsa var også med i går, men kun om formiddagen. Dommeren valgte at give alle 4 tæver i åben klasse VG og Zigsa blev placeret som nummer 4. For mig vil hun dog altid være nr. 1 uanset hvad dommeren mener

Fotograf: Susan Durup

 

*

Mandag den 20. august 2012: Hverdagen er atter godt i gang efter ferien. Rikke er taget på efterskole og Christian er startet på HTX. Zigsa er i løbetid og Dhana bare vokser og vokser. Pt. er hun ved at skifte tænder, så gummerne klør og det er med at få alle potentielle bideemner udenfor hendes rækkevidde. Det er dog ikke så nemt, for Dhana er en lille springer. Hun hopper op alle vegne efterhånden. I sofaen, vores seng, over bagsædet i bilen når det er meningen hun skal sidde i bagagerummet og den anden dag hoppede hun i et ubevogtet øjeblik op på terrassebordet, hvor vi ikke var færdige med at rydde af. Heldigvis var vi færdige med at spise, for Dhana tog resterne. Den lille bandit. Det er vist godt vi skal starte på hvalpetræning i aften. Jeg glæder mig til at komme i gang. Men jeg glæder mig endnu mere til på lørdag, for der skal vi deltage på vores første udstilling, hvor Dhana stiller i babyklassen. Zigsa skal også udstilles så der bliver gang i vaskeriet på fredag. Heldigvis tager Susan med mig og hjælper med at holde styr på de to. Det bliver hyggeligt at følges med hende igen. Og Susan glæder sig vist mindst lige så meget som mig, til at høre hvad dommerne synes om deres baby. 

"Det var ikke mig. Jeg har ligget her og været artig hele tiden. Hvad siger du - har jeg kartoffelsalat i skægget? Nej det kender jeg ikke noget til"

*

Onsdag den 1. august 2012: 2. uge af vores ferie er godt igang og desværre fortsatte det gode vejr fra sidste uge ikke. Så vi har brugt de første par dage på at arbejde i haven, beskære buske og flytte rundt på noget hegn. Dhana vil rigtig gerne "hjælpe" i haven. I mandags "hjalp" hun bl.a. med at stjæle Jørgens tommestok, at grave de huller vi forsøge at dække til og bære afskårne grene alle andre steder hen end i den bunke vi havde lavet ;-) Nej vi keder os ikke.                                                                                                                           I dag har vi været i Brædstrup og besøge Hanne og Diki (Dhanas kuldbror). Ihh hvor var det hyggeligt. De to små drønede rundt i haven og der var ingen tvivl om de havde det sjovt mens vi andre drak kaffe og spiste Hannes lækre hjemmebagte boller. De ligner hinanden rigtig meget, men Dhana er en smule større og har mere hvidt på brystet end Diki. Senere gik vi en tur i det skønne område de bor i. Vi kom bl.a. forbi en lille sø, hvor Diki gik ud og fangede pinde i vandet. Pigerne skulle ikke nyde noget af at få våde poter, så de nøjedes med at kigge beundrende på. Jeg er sikker på Diki kunne kende mig for han var absolut ikke fedtet med hundenysserne ♥ Det var dejligt at se ham igen og jeg er sikker på Susan og Jesper gerne ville have været med. De må dog nøjes med billeder indtil videre.   

*

*

Fredag den 27. juli 2012: Sikke en skøn uge det har været. Vejret har været fantastisk med sol og varme. Vi har hygget os i haven og vi har været ved stranden hele 2 gange. Onsdag skulle vi køre Rikke til Hjørring og besøge en veninde. Vi tog hundene med og da Rikke var afleveret, kørte vi på stranden i Løkken. Det var skønt. Dhana syntes det var herligt med den kæmpe sandkasse. Hun ville absolut ikke i vandet, men gav sig i stedet til at grave et stort hul, hvor der åbenbart var dejlig køligt. Der lagde hun sig til at sove og ville ikke med hjem igen. Vi fik hende dog lokket med og afsluttede turen med en is i Blokhus. I dag har vi været en tur i Søndervig og se de flotte sandskulpturer, som vi dog ikke fandt helt så imponerende som sidste år. Efter en omgang frokost kørte vi igen på stranden og nød det i et par timer. Nu ser det skønne vejr desværre ud til at være slut i denne omgang. Men vi skal nok nyde ferien alligevel. 

*

Søndag den 21. juli 2012: Så blev det endelig vores tur til at holde sommerferie. De næste 3 uger skal vi slappe af og hygge os med hundene-herligt. I går aftes kørte vi til Hald sø og gik en tur. Ingen af pigerne havde lyst til at komme i vandet, men jeg syntes nu også det var lidt koldt, så vi nøjedes med at gå en tur. Dhana syntes det høje græs var godt at gemme sig i og spise af. De fik lov at løbe rundt og lege fangeleg så de var trætte da vi kørte hjem. I dag har Dhana været i bad. Hun er super god til at blive badet. Står fint stille og siger ikke en lyd. Til gengæld er hun stadig ikke helt tryg ved føntørreren, så den fik lidt skæld ud med på vejen. Da hun var tør kom hun i haven og efterfølgende tog hun sig en god lang lur. Nu har jeg lige haft hende lidt på bordet og øve igen. På det punkt holder vi ikke ferie :-)

*

Torsdag den 12. juli 2012. Dhana er tilmeldt hendes første udstillinger i Århus den 25. august og nøj hvor vi glæder os. Så vi er gået igang med at træne. Vi har været til ringtræning i Holstebro en enkelt gang og det gik rigtig fint. Nu er der sommerferie for trænerne så vi øver videre på egen hånd/pote. Hun er ret lærenem, når det passer hende altså. For Dhana er en bestemt dame med sin egen mening om tingene, men et par ekstra lækre godbidder hjælper på det :-) Det bliver spændende at høre dommernes mening om hende. Og selvom Susan ikke skal udstille denne gang, så tager hun med og hepper. Hun er vist mindst lige så spændt som jeg. Men inden da venter ferien lige om hjørnet. Ihh hvor skal vi hygge med hundene i 3 uger og træne lidt mere ;-)

*

Tirsdag den 3. juli 2012: I dag fylder Dhana og hendes søskende 3 måneder-hip hurra. Det har hun fejret ved at tumle i haven med Zigsa. Senere kom mine niecer Freja og Olivia på besøg og sammen med Rikke blev der leget hundecirkus i haven. De stillede spring op til Zigsa, men Dhana ville også være med. Mon der er gemt en lille agilitystjerne i hende? Hun må dog vente et stykke tid med rigtig at hoppe rundt. Hun er lige lidt for ung endnu. Det syntes hun dog tydeligvis ikke selv for sikke hun hyggede sig. Er sikker på både børn og hunde sover godt i nat.

*

Søndag den 24. juni 2012: Sikke tiden flyver. På tirsdag bliver Dhana 12 uger og det betyder hun snart har boet her 4 uger. Det er ikke til at forstå. I går havde vi besøg af Susan, Jesper, Lukla og Sherpa. Hundene hyggede max og det samme gjorde vi andre. Lukla og Dhana lå under spisebordet og delte et tyggeben. De spiste simpelthen fra hver sin ende. Vejret var ikke for godt (læs: det stod ned i stænger), så hundene foretrak at være inde og vi andre droppede Sct. Hans bålet til fordel for tørvejr. Når der en sjælden gang var ophold i regnen, var Lukla og Dhana lige en smut i haven og Dhana var drivvåd og fyldt med sand, da familien Durup kørte hjem. Så hun kom en tur under bruseren. Zigsa måtte vente til i dag, hvor hun fik bad. I morgen går turen til dyrlæge, hvor de begge skal vaccineres og Zigsa skal have kigget tænder. Og så kan jeg jo ikke komme med to beskidte hunde. Ellers går tiden med at gå ture, lege og træne på bordet. Både med at blive børstet og med at stå pænt. Begge hunde er tilmeldt Tibetanerklubbens udstilling (formiddag) i Århus i august, så der skal trænes en del, men hun skal nok lære det :-)

*

Tirsdag den 12. juni 2012: Sikke skønt vejret blev her hen under aften. Fik lyst til at køre en tur til stranden med pigerne, så Rikke og jeg puttede dem begge i bilen og kørte til Virksund. Der var utrolig smukt i aftensolen. Dhana er vist en lille vandhund, til forskel for Zigsa, der forsøger at undgå at få våde poter. Dhana var ude og soppe flere gange. Forhåbentlig bliver der mange sommerdage, hvor vi kan komme til stranden i år. 

*

Søndag den 10. juni 2012: I dag havde vi inviteret til Tibbe-Trave-Tur i Skals. 11 Tibbeejere og deres i alt 14 Tibber var mødt op. Deribandt Dhana's to søskende Dorje og Dharma samt mor Lukla. Vi havde en rigtig dejlig tur på trods af det lidt våde vejr. Heldigvis fik vi kun en lille byge under selve turen. Undervejs gjorde vi holdt ved en mark, hvor alle hundene fik lov at fræse rundt. Dhana syntes det var snyd hun ikke måtte lege med de store hunde. Men de var altså lige lidt for vilde, så da de var fanget ind, fik de 3 små lov at tumle lidt. Når Dhana blev for træt til at gå selv, kom hun op i rygsækken på min mave. Det var noget der passede hende og hun faldt næsten i søvn. Nu har vi 2 trætte hunde. Gad vide om vi får lov at sove hele natten? Tak til alle der kom og var med til at gøre det til en hyggelig og super dejlig dag.

*

Onsdag den 6. juni 2012: Dhana har fået sit første bad i dag. Hun kom ind fra haven til morgen og lugtede hmm, knap så godt. Så jeg fyldte lidt vand i håndvasken og fandt hvalpeshampoo frem. Hun tog det hele i stiv pote. Det var ikke lige så sjovt at blive tørret, men det var jo hurtigt overstået og glemt efter en håndfuld godbidder. Så var hun klar til at komme i haven og lege med Zigsa i bedet med det sorte jord ☺Det er ingen der kan se Zigsa var nyvasket for under en uge siden, men jeg nyder at se dem lege og hygge sig og så må vi børste og støvsuge lidt oftere. 

*

Tirsdag den 5. juni 2012: Jeg nyder min ferie hjemme hos vores 2 skønne hunde. I går var Dhana og jeg bl.a. ude at køre bil, gå tur i Viborgs gågader og besøge min mor. Vi besøgte også Susan på Apoteket. Hvor var det skønt at se gensynsglæden hos både opdrætter og hvalp. I dag har vi været hjemme i haven. Zigsa og Dhana har leget, gravet huller og fræset om kap. I eftermiddag kom hele familien Durup på besøg. Både Zigsa og Dhana synes det var skønt at se mor Lukla igen. Sjovt at se hvordan rollerne var byttet rundt fra de var her sidst. Nu er det Zigsa der går imellem og beskytter sin lillesøster, når hun synes Lukla bliver for vild. Sherpa var også med i dag. Hyggeligt syntes Dhana, der ihærdigt forsøgte at drille ham og hoppe op på ryggen af ham. Hun  fik fat i kamerasnoren til Susans kamera og det var ikke nemt at få det vristet fra hende igen. Hun er en lille bandit. Det lykkedes dog til sidst og så blev der delt masser af kys ud i stedet. Da de var taget hjem igen, lagde pigerne sig sammen i den kurv jeg hæklede til Zigsa da hun var baby. Den er efterhånden godt slidt og sammenfaldet, men åbenbart stadig god at sove i-især sammen

*

Lørdag den 2. juni 2012: Pigerne har rigtig hygget sig i dag i haven i dag. Dhana finder hele tiden noget hun kan bære rundt med. En bold, en pind, en handske. Eller også graver hun et hul. Det har hun hurtigt lært af Zigsa. For at aktivere dem lidt fik de frokost i det grønne. Dvs. en håndfuld tørfoder spredt ud over fliserne og lidt i græsset. De er gode til at finde dem. Når man er mæt kan man jo passende tage en lille hygge slåskamp. Men så bliver man også træt, uanset om man er lille eller stor :-)  

Credits: Summer Cottage by Laurie Ann (After five designs)

*

1. maj 2012: Når jeg arbejder hjemme plejer Zigsa altid at ligge ved siden af mig i sin seng. I dag lå der to dejlige Tibbetøser i hver deres seng (som egentlig er kattenes). Det var hyggeligt. Men nu har jeg ferie så jeg rigtig kan hygge med og om de to skønne hunde, dejligt. De 2 er allerede meget glade for hinanden. Dhana begynder at føle sig hjemme og går sikkert rundt og finder mad, vand, legetøj og hvad hun ellers har brug for. Hun er også begyndt at løbe efter kattene, så det varer nok ikke længe før de pakker deres tasker og flytter hjemmefra. Så galt håber vi dog ikke det går ;-)  

*

31. maj 2012: Det går over al forventning med en lille ny i huset. Hun faldt i søvn på gulvet i stuen i går aftes ved 23-tiden og blev båret ind i sin seng. Susan og Jesper havde lånt mit transportbur i stof til hvalpene, så det kender hun og er tryg ved. Derfor er det oplagt at bruge som seng. Først ved 4-tiden hvor Zigsa havde været ude og lige kom ind og kiggede til hende, vågnede hun op og var ude og tisse en tår. På under 5 min var vi inde og sove igen og så sov hun til mit vækkeur ringede 6.30. Dygtig pige. I dag har hun kigget sig lidt mere omkring i huset og hun bliver mere modig. Vi har også været ude og gå en lille tur op og ned af vejen. Det gik så fint. Billeder er ikke nemme at få taget for alting foregår i fuld gallop og så snart jeg sætter mig ned på hug, så kommer hun drønende og skal nusses. Hyggeligt. I dag rejser de sidste 2 hvalpe fra Viborg. Vi håber ikke det bliver alt for hårdt for Familien Durup. Jeg er sikker på Dhana med glæde giver et trøste hundemys. Dem er hun nemlig god til at dele ud af og søster Zigsa hjælper gerne

*

30. maj 2012: Så er Dhana og hendes søskende endelig blevet 8 uger og må derfor flytte hjemmefra. Dagen i dag har været lang for vi skulle hente vores prinsesse hjem her til aften. Turen hjem i bilen gik fint. Hun kom direkte i haven og fik tisset af og hilst på Zigsa, som virker til at være meget glad for sin nye liillesøster. Dhana synes dog hun er lidt for vild, så hun går pænt mellem vores ben når vi er i haven. Nu er hun faldet i søvn. Spændende hvilken nat vi får. Tusind tak Susan og Jesper. Vi glæder os så meget til at lære hende rigtigt at kende.

Foto: Jesper Durup

*

7 uger gammel (Foto Susan Durup)

*

Dhana 6 1/2 uge (Foto Jesper Durup)

Dhana møder Bataus første gang

Lukla og hvalpene på besøg hos os 20. maj 2012

*

Dhana 6 uger

*

5. maj 2012 (Foto: Susan Durup)

*

Dhana 2. maj 2012 (Foto: Susan Durup)

*

Lukla og Dhana (Foto: Susan Durup)

*

Marianne og Dhana 19. april 2012 (Fotograf: Susan Durup)

*

Lukla og hvalpene (Dharma, Dhana, Dorje og Diki) 12. april 2012